Du kan anmode om genoptagelse af årsopgørelsen hos Skattestyrelsen

by Udligningskontoret | 10. maj 2021 10:22

Indledningsvis skal det nævnes, at fristen for at genoptage årsopgørelsen for 2017 udløb d. 1. maj 2021.  

Skattestyrelsen offentliggjorde et styresignal fredag d. 11. september, som kan have betydning for dine skatteberegninger i 2018 og 2019. Det er nu Skattestyrelsens fortolkning, at den del af lønnen, der medgår til bidrag/præmier til gruppelivs- og sundhedsforsikringer, ikke skal udskilles til almindelig beskatning, når arbejdstagerens løn for arbejde om bord på et skib er skattefritaget efter bestemmelserne i sømandsbeskatningslovens §§ 5-8. Vedrører arbejdsgiverens indbetaling af bidrag/præmier til gruppelivs- og sundhedsforsikringer såvel DIS-indkomst som anden lønindkomst, er det kun en forholdsmæssig andel af bidrag/præmier, der kan anses for DIS-indkomst.

Vi kan først se de søfarendes skattepligtige indkomster for 2020 efter d. 1. august, og vi råder dig derfor til at tjekke, om ovenstående er korrekt registreret af SKAT.

Styresignalet kan findes her:

https://skat.dk/skat.aspx?oid=2297305[1]

Anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen skal indgives til Skattestyrelsen via: TastSelv eller til Skattestyrelsen:

Fysisk post til:
Skattestyrelsen
Nykøbingvej 76
Bygning 45
4990 Sakskøbing

Taleksempel 1; kun DIS-indkomst i indkomståret:

Årsopgørelsen hos SKAT inden styresignalets virkning ovenfor.

DIS-indkomst kr. 360.000 i 365 dage i 2019, gruppelivs- og sundhedsforsikring kr. 2.000, renteudgifter kr. 25.000 og stort DIS-fradrag.

Skat på årsopgørelsen 2019: kr. 200 (bundskat).

Berettiget kompensation på den Endelige Afregning: kr. 7.950.

Styresignalets virkning: Hvis årsopgørelsen hos SKAT genoptages falder skatten til kr. 0, og den berettigede kompensation stiger til kr. 8.500. Overskydende skat udbetales ligesom den øgede kompensation.  

Taleksempel 2; blandet indkomst i indkomståret:

Årsopgørelsen hos SKAT inden styresignalets virkning ovenfor.

DIS-indkomst kr. 300.000 i 300 dage, almindelig lønindkomst kr. 70.000 (efter AM-bidrag), gruppelivs- og sundhedsforsikring kr. 2.000, renteudgifter kr. 25.000 og stort DIS-fradrag. 

Skat på årsopgørelsen 2019: kr. 17.350.

Berettiget kompensation på den Endelige Afregning: kr. 0. Fradragsværdien af renteudgifterne benyttes af SKAT, hvilket fremgår af skatteberegningen på årsopgørelsen. 

Styresignalets virkning: Hvis årsopgørelsen hos SKAT genoptages falder skatten til kr. 16.700. Overskydende skat udbetales.

Det er vores opfattelse, at du kan gøre således, hvis du ønsker at genoptage årsopgørelsen: 

Klik her[2]

Vi indhenter nye årsopgørelser i oktober måned og er klar med nye Endelige Afregninger for 2018 og 2019 i starten af november. Dette kræver dog, at vi har modtaget en digital begæring om udstedelse af kompensation, og begæringen for 2021 åbner automatisk op for de to nævnte indkomstår. Vi skal altså ikke modtage gamle begæringer. 

Endnotes:
  1. https://skat.dk/skat.aspx?oid=2297305: https://skat.dk/skat.aspx?oid=2297305
  2. Klik her: https://udligningskontoret.dk/wp-content/uploads/2020/11/Nr.-2-Vejledning-genoptagelse-via-blanketmotor-Udligningskontoret.pdf

Source URL: https://udligningskontoret.dk/2021/05/styresignal-11-9-2020/